Livskriser

Livskriser. Det kan være svært at leve, efter man har overlevet

Verden er fuld af historier om kampen for overlevelse. Hvad enten vi ser actionfilm, nyheder, eller hører vidnesbyrd fra mennesker, der har overlevet det mest utrolige, så hylder vi livsviljen, de umenneskelige kræfter og ukueligheden. Alt står på en eller anden måde rent og klart i de historier – alt uvæsentligt er skåret væk. Vi taber underkæben i beundring over, hvad mennesker kan klare og kalder dem helte. Men efter overlevelsen starter en helt anden historie. En historie som, når man har hovedrollen, kan føles meget lidt helteagtig. En historie, som kan føles skamfuld, uoverskuelig, angstprovokerende og helt uoverkommelig. Nemlig historien om at efter man har overlevet, skal man lære at leve igen. Ikke som den man var før, men som en fundamentalt forandret udgave af sig selv. Det handler det her blogindlæg om.

Teenager i dvale

Først en historie fra mit eget liv. Da jeg var 14, blev mine forældre skilt. Vi flyttede og jeg flyttede skole. Hele familien var nok i en eller anden form for krisetilstand og min måde at reagere på, var at gå ret meget i frø. I nogle år så jeg temmelig meget fjernsyn og ikke så meget andet. Jeg har som voksen tænkt at jeg i de år gik glip af virkelig mange af de der ungdomsoplevelser, jeg forestiller mig andre har haft. At jeg i en tid, hvor jeg forestiller mig, man skulle blomstre, i stedet gik i dvale. Jeg er helt sikkert også blevet skånet for oplevelser, som andre blomstrende teenagere gerne ville have været foruden.

Livskriser – en tilstand som minder om omplantning

Vi er nok mange teenagere, der har tilbragt nogle år i en form for puppetilstand. Alligevel har den her oplevelse af, på en eller anden måde at gå i dvale, undret mig. Jeg har skammet mig over alt det liv, der bare dryssede forbi. For hvad lavede jeg egentlig i de år, hvor jeg umiddelbart ikke rigtigt lavede noget. Under en kraniosakralterapeutisk behandling, fik jeg et billede på den tilstand jeg var i dengang, som simpelthen gav så megen mening. Jeg blev taget tilbage til mig selv som ung og fik pludselig et billede af mig selv, som sådan en potteplante man har plantet om i en ny krukke og som man er kommet til at skære for mange rødder af. Sådan en plante, der står helt i chok og slet ikke vokser i lang tid efter.

Som ejer af planten kan vi gå og kikke på den og tænke at den ikke er levedygtig, for der sker jo ikke en skid. Men vi ser ikke det kolonorme usynlige arbejde planten er i gang med. Den er ved at lande og under overfladen slår den stille og roligt nye rødder.

et billede gav min teenagedvale en helt ny betydning. En betydning, der sender en smuk skygge hen over de første år, da jeg var syg. Pludselig gik det op for mig at de rødder mit liv står på, dem har jeg selv været med til at skabe. At jeg, da mit liv umiddelbart stod allermest stille, udviklede rødder som har været en kilde til grokraft siden hen. Og at det usynlige arbejde med at slå rødder efter en krise, er fuldstændig uvurderligt.

Omplantning og dets betydning i min sygdomsproces

Det her billede har været virkeligt hjælpsomt for mig under min sygdom. Jeg har bøvlet med ikke at kunne og magte de ting , jeg drømte om. Jeg har undret mig over at det har taget så lang tid at stole på at jeg kunne fungere. Jeg har bøvlet med at fungere i et rimeligt almindeligt liv, med skånehensyn. Med at jeg ikke kunne rumme så mange indtryk. Jeg har bøvlet med at have oplevelser og erfaringer, som gør at jeg ikke er så god til smalltalk. Og, min oplevelse har jo været absolut light i forhold til, hvad mange jeg møder står i.

Det har i flere perioder bragt mig i en tilstand, der for udefrakommende må virke temmelig stillestående. Hvor jeg har famlet og hvor mit liv er blevet levet langt mere i det indre end i det ydre.

Hvor jeg har skammet mig over ikke at bruge livet mere, gøre mere, leve mere. Billedet af den omplantede plante har hjulpet mig til at forstå den dybe betydning af at gro nye rødder og det har gjort en kæmpe forskel. Jeg forstod pludselig at jeg har lavet et vigtigt , men usynligt arbejde, som ikke har krævet gøren, men i stedet væren. Og at arbejdet har været nødvendigt, som en del at rejsen ud af livskrisen.

Livskriser :Skammer du dig over din “stilstand”?

Jeg oplever at mange af de mennesker, jeg møder, står i det samme. At både de og deres omgivelser har svært ved at forstå den der tilsyneladende stilstand. ”kom nu i gang” – ”tag dig dig sammen” – ”skulle du ikke prøve at gøre …..?” runger det i og omkring dem. De stemmer, der råber højest om de her budskaber, er ofte vores egne.

Og det er heller fordi man nødvendigvis skal gøre INGENTING – men jeg håber at det her billede med planten, der slår rødder, kan hjælpe dig, der står her og er blevet omplantet.

Rødder gror i mørket – i ukendt land – under overfladen – og det arbejde, det er at gro rødder, er et helligt og livsvigtigt arbejde. Det sikrer at din plante står stærkere i fremtidige kriser – når tørke, kulde, og blæst vælter ind over.

Nogle rødder er vi nødt til at gro alene. Andre kan vi gro sammen med andre. Jeg ønsker dig de bedste forudsætninger for at gro dine rødder.

Ønsker du inspiration til at turde famle, så kan jeg varmt anbefale filmen “music for black pigeons” som lige nu ligger på DR. Du finder den HER

Famler du efter mening med det hele, så håber jeg du finder lidt lys HER