Hjælp, når du føler magtesløshed og utilstrækkelighed

Hvad er det absolut værste i de perioder, hvor jeg har haft det skidt?

Helt klart følelsen af utilstrækkelighed.

At jeg har haft det så ringe at jeg ikke rigtigt kan rumme mine børn og min kæreste. At jeg bliver en kortluntet og meget ukoncentreret mor. At jeg får flugtfantasier, for hvis jeg bare kan komme VÆK, så er det måske en chance for at jeg kan håndtere det lort, jeg render rundt med og få det lidt bedre. At mine børn reagerer og klistrer sig op ad mig og rører mig alle de steder på min krop, hvor det spiller tekno og jeg bare skal have fred. At jeg bliver nødt til at afvise dem. Nogle gange på ikke særligt elegante måder.

Og når det er rigtig slemt, at jeg ligesom er lidt uden for verden – at smerter , hjernetåge og ubehag laver en form for gennemsigtig mur mellen verden og mig.

Jeg er dybt taknemmelig for at de perioder er meget sjældne efterhånden, men puh, hvor kan jeg huske dem – og genkende dem i mennesker jeg møder, der har det lige sådan.

Den der utilstrækkelighed kan have en tendens til at lægge sig som en kile mellem mennesker. For – det er jo sørme ikke kun mig som patient, der føler mig utilstrækkelig. Det er jo også de mennesker omkring mig, som gerne vil nå mig, lindre mig, tage ondet væk og som ikke kan, der føler sig utilstrækkelige

Det svære i at tage imod en fremstrakt hånd

Jeg er velsignet med en vidunderlig kæreste. En der vil gå herfra og til månen , hvis det kunne hjælpe mig til at få det bedre. Jeg ved ikke, hvor mange gange han har sagt til mig – ”Cathrine gå en tur, læg dig op og sov, gør x,y,z for jeg kan se, du har det ad helvedes til”

Har jeg lyttet til ham? Nej sgu da! Jeg er blevet – fordi – ja fordi hvad? – fordi jeg klamrede mig til fantasien om at jeg var en mor, der var rask og elskede en lørdag formiddag sammen med mine børn og min kæreste. Også selvom realiteten var at jeg havde det ad helvedes til og bare trængte til fred. Denne klamren mig til fantasien, har ofte resulteret i at jeg har forpestet weekendstemningen i stedet.

Det har taget mig år og utallige gange biden i græsset at fatte at hvis jeg reagerer på den første ansats til ” jeg burde trække mig nu og gøre x,y,z” så kan det nogen gange lette en hel dag. Den slags skal nok bare læres på den hårde måde.

Det har provokeret mig helt vildt, når min kæreste har set et behov hos mig, før jeg selv gjorde. Shit hvor er jeg blevet træt af ham, når han har sagt – ”Cathrine, jeg kan se på dig, du ikke har det godt – tror du ikke du skulle…….”

For han har jo haft ret. Og han givet mig den der pisse irriterende realitetserkendelse af at jeg lige nu var skrøbelig, når jeg nu hellere vil være sådan en sej en , der bed tænderne sammen og jernerne igennem. Han ramte mig lige på min ”jeg vil bare ikke finde mig i at skulle være sådan en maude-type, der skal op og ligge med jævne mellemrum” selvom det har været realiteten.

Jeg har ofte mødt hans fremstrakte hånd med en afvisning, forbi han ramte mig lige i utilstrækkeligheden. Og den utilstrækkelighed…! Den vil jeg fandme ikke finde mig i. Så hellere have det ad helvedes til.

Og det har nok efterladt ham magtesløs at være vidne til en kæreste, der havde for travlt med at bide tænderne sammen og lide, til at tage imod hjælp.

Kan du genkende dig selv, i det jeg skriver?

For mig har en måde at invitere ham ind i magtesløsheden været at sige til ham. ” hey jeg øver mig i det her. Det er så svært at være utilstrækkelig og derfor falder jeg nogle gange i og bruger mig selv alt for meget. Jeg har brug for at du viser mig tillid til at jeg godt kan tage mig af mig selv, også selvom det ikke helt ser sådan ud. Men jeg øver mig og den bedste hjælp du kan give er at stå klar, når jeg er klar til at få hjælp. Og at du er tålmodig med mig”

Når vi med tiden bliver bedre til at realitets-erkende, drage omsorg for vores behov og tage imod hjælp, så hjælper vi ikke kun os selv, men også dem tæt på. Så kan de bedre slappe af og tage sig af deres. Det kræver selvfølgelig at vi ved, hvad vi har brug for – og det tager tid at lære. Det er en del af rejsen.

Men der er efter min mening et endnu dybere lag i det med at tage imod hjælp. Et lag, der kan smelte den der mur af magtesløshed, som kan kile sig ned imellem os og vores kære, når vi har det dårligt.

Når jeg tager imod hjælp ( altså den slags hjælp jeg reelt har brug for og ikke kun den folk pådutter mig) så hjælper det ikke kun mig, men også de mennesker, der er tæt på mig.

Jeg giver dem muligheden for at være en udstrakt hånd. Jeg viser dem tillid og lukker dem ind i min magtesløshed. Og det tror jer er vigtigt. Ja meget mere vigtigt end som så. Og pisse hamrende svært og sårbart. For det er jo slet ikke alle mennesker, der skal lukkes derind.

At mærke utilstrækkelighedsfølelsen som pårørende

Jeg har selv både være patient og pårørende. Jeg mistede en veninde til kræft sidste efterår.

Det vækker den dybeste magtesløshed at være tæt på et menneske, der er så syg at hun dør af det. Ikke at kunne gøre noget, der ændrer det faktum. Det er nærmest uudholdeligt. Men, at blive inviteret ind og få lov at være i det rum sammen med hende. Det er simpelthen så stor en tillidserklæring at det tænder lys der, hvor der ellers kun er mørke.

Og en måde at invitere ind på, det er at tage imod de der fremstrakte hænder. Jeg ved i hvert fald fra mig selv at det har været lettere at forlige mig med hendes død, fordi hun tog imod min fremstrakte hånd. Og at det at blive inviteret ind i det rum bragte os sammen på en måde , hvor magtesløsheden og utilstrækkeligheden ikke længere var en mur imellem os, men et sted vi kunne mødes og være sammen i mørket. I bittesmå momenter, for det er ikke et sted, man kan være så længe ad gangen.

At få lov at blive inviteret derind, det er noget af det største. At invitere andre derind. Det er noget af det sværeste. Det er ikke et rum, hvor man fixer en masse. det er et rum, hvor man “bare” er.

Når andre har et behov for at hjælpe, for at håndtere deres egen utilstrækkelighedsfølelse

Skal vi så bare lade alle vores kære tvære deres personlige fixerbehov af på os? Nej sgu da. Vi må gerne sige fra. Især når hjælpen er noget, der slet ikke er en hjælp. Eller vi har brug for – for fanden da – at gøre ting SELV! Eller når hjælpen kommer fra nogle , der giver os en underlig mavefornemmelse.

Men måske er det lidt lettere at forstå, hvor de andres fixerbehov kommer fra. Det kommer fra den samme magtesløshed og utilstrækkelighed, som vi – eller i hvert fald jeg, rammes af som patient. Jeg tror, der ligger noget virkelig fint i den erkendelse, som kan være med til at smelte den ensomhed væk, som rammer os, når vi har det virkelig dårligt. At utilstrækkeligheden og magtesløsheden, den er vi faktisk sammen om.

Når du savner en fremstrakt hånd

Hvad så, hvis du ikke har en horde af velvillige hjælpere. Hvis du står i lorten selv og måske oven i købet har børn eller andre, du skal tage dig af samtidig. Hvis dine børn er helt små, så kan det være forbandet svært. Her kan det måske give mening at søge hjælp. Hos Homestart for eksempel.- en landsdækkende organisation, der yder frivillig hjælp til familier, der har brug for det. Læs mere HER

Hvis dine børn er større, eller der er tale om voksne i dit liv, du skal tage dig af, så vil jeg vove den påstand at du lærer dem noget meget værdifuldt ved at tage de afbræk, du har brug for. At sætte et ur og sige: ” jeg trækker mig lige, for jeg skal lige z,y,x” Det er ikke egoistisk. Du viser dem at selvomsorg kan lade sig gøre og at det kan skabe små mirakler. Du åbner op for at I kan tale om, hvad selvomsorg og pauser er for dem. Og de kan sænke skuldrene lidt og slappe af med at du nok skal tage ansvaret for dig selv, så det behøver de ikke at gøre.

Hjælp, når du føler magtesløshed og utilstrækkelighed. Om at være sammen om magtesløsheden

Jeg tror magtesløsheden og utilstrækkeligheden er en følgesvend for alle, der enten er patienter eller pårørende til nogen, der lider af noget, der ikke lige løser sig. Og jeg tror, der er noget virkelig helende i at invitere hinanden ind i magtesløshedens rum.

At være sammen i magtesløsheden og utilstrækkelighedens rum er ikke at den ene har det ad helvedes til og den anden tænker ” uha, mine følelser, de hører ikke til herinde, for det her handler kun om den anden” Det kan i hvert fald let blive skævt og føles meget ensomt for den, der er syg. Magtesløsheden er jo kun noget vi er sammen om, hvis vi rent faktisk er sammen om den. Der er et fuldstændig forfærdeligt sted at være, men det kan noget at være i det sammen.

Vil du vide mere om at være i magtesløsheden sammen, så lyt den her vidunderlige podcast med hospitalspræst Lotte Mørk. Tryk HER

Jeg ønsker dig alt det bedste i dansen med utilstrækkeligheden og magtesløsheden. Du er helt sikkert ikke alene om den