Kranio sakral terapi og kropsbevidsthed

Bakser du lidt med at forstå, hvad alt det der ”kropsbevidsthed” skal gøre godt for? Har du svært ved det, eller er du som alle os andre bange for, hvad du mon kommer til at møde, når du forbinder dig til kroppen fx igennem kranio sakral terapi?

Så er det her skrevet til dig

”Den genfundne bro”

Måske kender du historien om den genfundne bro…

I 1899 blev en rød stålgitterbro bygget over Gudenå ved Brædstrup. Den fungerede som jernbanebro indtil 1929, hvor den blev begravet og i en menneskealder har indgået i en dæmning med en lille sti henover. I 2014 blev broen gravet fri og restaureret og er nu blevet et populært udflugtsmål.

Hvad vil jeg med det her.

Jo historien om broen fik mig til at tænke på noget ret særligt ved kranio sakral terapi. Noget jeg både har oplevet hos mig selv og mine klienter.

Når kroppen har et sted, der gemmer på ubehagelige oplevelser eller ubehagelige fornemmelser, så kan den finde på at bygge en dæmning, så det ubehagelige ikke overvælder det hele. Denne dæmning kan medføre at vi har nedsat forbindelse til det sted i kroppen. Det kan føles tryggest at være oppe i tænkehjernen – og nogle gange helt at stikke af og space ud. Det er jo faktisk enormt smart, det kroppen gør. Den kapsler noget inde, for at beskytte resten. Vi har garanteret alle et væld af geniale dæmninger, der gør deres arbejde og bare skal have lov til at blive, hvor de er.

Men, nogle dæmninger er omkostningsfulde for kroppen – det at holde dæmningen på plads, kan kræve at musklerne spænder en masse og giver smerter og ubehag. Nogle oplever at de har steder i kroppen, hvor det føles som om at flowet er gået i stå. Nogle oplever de har steder i kroppen, som de har svært ved at mærke eller steder, som det kan være svært at få god kontakt til, når kroppen bruges. Det kan medføre at genoptræning efter en skade kun skrider langsomt frem, eller at almindelige hverdagsting giver smerter. Dæmningen gør sit arbejde, men omkostningerne er blevet for store. Også fordi dæmningen desværre ikke kun bremser det ubehagelige. Dæmningen kan også bremse for alle de vindunderlige sansninger vores kroppe kan give os. Sansninger som gør vi føler og til stede og i live. Sansninger der hjælper os til at mærke vores grænser og hvad der føles rigtigt og forkert.

Det er her kranio sakral terapi kan gøre en forskel. Nogle gange er det, der sker under en behandling nemlig at man nænsomt og kærligt inviteres til at undersøge det, dæmningen holder tilbage. Med den støtte, der er brug for og i det tempo man er klar til.

Det kan og det skal tage tid og måske er det slet ikke din vej at dæmningen skal brydes ned. Måske indser du at dæmningen er helt nødvendig ligenu og aldeles uundværlig for din trivsel. Denne indsigt vil måske gøre at du kan møde de symptomer, den skaber med større omsorg og accept. Ja at du kan møde hele dig med omsorg og respekt.

Måske oplever du at dæmningen helt eller delvist bliver overflødig. Flowet vender tilbage. Blodets brusen og en følelse af liv, der hvor det tidligere manglede.

Men det helt særlige kommer her. I stedet for dæmningen kommer der en bro. En bro, hvor vi kan stille os på midten og bare tage udsigten ind. Se vandet, der flyder, men også se til begge broens ender og have en form for ro med at begge flodbredder hører til os. Når du går over på den side af broen, der tidligere var utilgængelig, vil du nogle gange opdage at landskabet ikke kun gemte på noget, der har været barskt og svært at rumme, men også på vidunderlige overraskelser. Dele af dig, der blev afskåret sammen med alt det grimme. Dele som er rørende og glædelige gensyn.

Det første jeg stødte på, da jeg sammen med min psykolog tog den smalle og uvejsomme sti over for at besøge min tumor, var ikke et horror-inferno. Det var en version af mig på en 9-10 år ,som sjippede og havde børnegrineflip. En version, der ligesom var blevet puttet væk, som aldeles unødvendig i al den overlevelse min krop havde haft gang i, men som jeg simpelthen blev så lykkelig og overrasket over at genfinde. Jeg fandt en skat, som kunne hjælpe mig til at bare en gang imellem at fortabe mig i leg med mine unger, selvom bekymringerne bankede på. Jeg fandt en superkraft, jeg ikke anende jeg havde og som hjalp mig til at rumme alt det svære også. Bevares. Jeg mødte også ting jeg frygtede. Men ikke kun.

Som jeg skrev, er den genfundne bro blevet et virkelig populært udflugtsmål. Selvfølgelig skyldes det blandt andet at der er helt utroligt smukt i den her del af Danmark, men jeg tror også historien taler til os på et dybere plan. At nogle af os har en længsel efter at finde de her broer inde i os selv.