Den styrke, det kræver at være svag. Og andre forunderlige modsætninger i menneskelivet

Den styrke, det kræver at være svag. Og andre forunderlige modsætninger i menneskelivet

Føler du dig svag, i tvivl, ængstelig og utilstrækkelig.

Så er det her til dig. Med håbet om at du måske opdager at du er meget mere end det.

Jeg skriver for at dele en vigtig erkendelse om heling og om det at være menneske. Jeg skriver det, fordi jeg tror, vi alle har brug for at få det her at vide en gang imellem. Erkendelsen er slet ikke min alene. Men selv om der garanteret er skrevet en masse om det, jeg skriver om her – så tror jeg at vi hver især må erfare det, for at mærke at det er sandt for os.

Når vi slet ikke ser, den styrke det kræver at være svag

Jeg kan blive forundret over at jeg på en gang både er stærk og svag. Og når skrøbeligheden tager over – og det gør den tit – så er det som om den skrøbelige del af mig fylder det hele. Som om jeg glemmer at noget andet i mig også er til stede – både ved siden af og som en del af skrøbeligheden.

Men når jeg ser tilbage på de tider i mit sygdomsforløb, hvor jeg har været allermest slidt, rædselsslagen, følt mig allermest skrøbelig, ensom og uduelig, så er det jo også der, livet har krævet jeg har skullet være allermest stærk.

Ikke stærk på:

”nu går jeg lige ud og fixer verden måden”…

Men stærk på

”den her dag skal overleves måden”

Jeg gætter på at du som læser dette, ved hvilken styrke det kræver. Men måske du slet ikke ænser at den styrke er en del af dig. Jeg ænsede slet ikke den styrke i mig selv. Jeg så den først lang tid efter – og egentlig først, når nogen påpegede den for mig. Jeg gjorde jo bare det jeg var tvunget til.

Men sagen er at vi alle rummer disse modsatrettede kræfter. At når vi føler os allermest svage, så rummer vi også styrke. Og netop her, kræver livet styrke af os.

Hvem kræver livet mest mod fra – den frygtløse eller den bange

Hvem skal kræver livet mest råstyrke fra – den stærke eller den svage

Hvem kræver livet mest tro fra – den troende eller den tvivlende

Hvem kræver livet mest uafhængighed fra – den afhængige eller den selvstændige

Er der noget min sygdom og mine klienter har lært mig, så er det ydmyghed over, hvad det kræver at kæmpe sig på benene, når livet har væltet en omkuld. Tit ser vi selv ikke det mirakel vi skaber og den vanvittige kræftanstrengelse det er. Vi oplever mere en famlen og tvivlen og bøvlen. Vi ser ikke vores mod, vores styrke, vores håb og alt det andet det kræver at famle sig vej til at få det bedre.

Og vi er ved at brække os over ikke ”BARE” at kunne rejse os og komme videre. Stå af det her tog fyldt med frygt, sårbarhed, tvivl og selvbebrejdelse. Sådan havde jeg det ihvertfald. Jeg ville AF! Jeg ville ikke finde mig i alt det lort. Jeg ville have tryghed, handlekraft og solskin og IKKE alt det møg, min sygdom bragte med sig.

Når modsætninger løfter og fordyber hinanden

Ofte sætter vi kræfterne op imod hinanden, vurderer dem og dømmer den ene bedst og den anden ude –

Stærk-svag

Modig-bange

Tro-tvivl

Lys-mørke

Glæde-tristhed

Unden andre det godt -misundelse

Viden – ved ikke

Fællesskab -ensomhed

Sikkerhed -usikkerhed

Rask-syg

Trofasthed -svigt

Kærlighed – had

Gyldighed – ugyldighed

Håb – håbløshed

Uskyld – skyld

Smertefrihed – smerter

(Jeg mangler et ordentligt ord!) -skam

Ja – fortsæt selv. Der er så mange flere….

Kunne jeg bare vælge den ene frem forden anden i disse par, så ved jeg godt, hvad jeg umiddelbart ville vælge at tage med mig her i livet. Nogle af de her sider kan være så ubehagelige at vi nærmest bortviser dem fra vores system. ”nej nej, skam , skyld og misundelse( put selv andre ind;-)) , de findes altså ikke her i min butik”

Men vi kan ikke vælge side – og det skal vi ikke. Siderne er uløseligt forbundne

Nogle gange er helingsarbejde det – at sanse at modsætningerne er der – at gå på opdagelse i dem – at lære dem i kende, som to fuldbyrdige sider i det at være menneske. At det svære, det tunge og det vi bare gerne vil af med, OGSÅ er os. At det ikke skal fjernes eller fixes. At vi er hele balladen og det gør os til os. Det gør os hele og giver os dybe erfaringer – ikke kun om os selv – men erfaringer mennesker har gjort til alle tider og erfaringer vi kan dele og møde hinanden i.

Hvad lærte frygt mig om mod – og mod mig om frygt

Hvad lært svaghed mig om styrke og styrke mig om svaghed

Hvad lærte sygdom om det at være rask- og det at være rask mig om sygdom

Hvad lærte lys mig om mørke og mørke mig om lys

Hvad lærte ensomhed mig om fællesskaber og fællesskaber mig om ensomhed

Hvad lærte svigt mig om troskab og troskab mig om svigt

Hvad lærte håb mig om håbløshed og håbløshed mig om håb

og

og

og…

At spejle disse ”modsætninger” i hinanden,og se dem spejle sig igen og igen i en uendelighed, kan give en anden dybde. Og en anden rummelighed og omsorg både for os selv og andre. og måske hjælpe os til at opdage at vi rummer mere end”kun” let eller “kun” svært.

Når modsætninger smelter sammen og noget tredje opstår

Men!

Der er endnu et aspekt i det her. Et aspekt, hvor modsætningerne ikke kun holdes over for hinanden, men smelter sammen. Og hvor der opstår et forunderligt tredje, når sammensmeltningen sker.

Når latteren pludselig brager igennem et eller andet helt ubærligt

Når vrede og ømhed smelter sammen

Når sol og regn skaber en regnbue

Og det er her ordene slipper op. For det der sker i sammensmeltningen, kan ikke beskrives, men det kan sanses. Og sætte dybe helende aftryk.

Nogle gange sker sammensmeltningen i mødet med at andet mennesker, der ser og rummer begge sider. Andre gange sker det i mødet med naturen eller i mødet med noget større. Nogle gange sker det under en behandling eller som en pludselig klarhed en søvnløs nat.

Alt det jeg skriver her synges så smukt i Niels Ottosens sang “Det ustadige vejr” som kan lyttes ved at trykke på knappen herunder.

Har du andre tekster, kunstværker, sange eller oplevelser der illustrerer det jeg beskriver, så del det meget gerne i kommentarfeltet.

Kærlig hilsen Cathrine