Det er dig, der er eksperten i at leve med dine symptomer

Og det skal bruges i din behandling!

Kender du det med at gå fra en lægekonsultation eller fra en behandler og føle at du egentlig ikke fik sagt det du havde tænkt dig?

Eller at dine grænser blev overtrådt?

Eller at det var som om dine symptomer var vigtigere end selve dig?

Eller at dig og din behandler havde to forskellige agendaer?

Anledningen til dette indlæg er en oplevelse fra et besøg på Skejby sygehus.

Når jeg træder over tærsklen til Skejby sygehus til mine årlige tjek, er det som om der sker noget med mig. Minder om mine og andres sygdom bobler op og jeg føler mig mere syg og skrøbelig end jeg egentlig er. Det er så tydeligt at her inde er jeg PATIENT. PÅ engelsk betyder patient jo tålmodig og på en eller anden måde er det også lidt sådan jeg føle, jeg skal gebærde mig. Jeg skal tålmodigt vente på lægens dom og gøre, hvad der bliver sagt. Jeg skal tålmodigt svare på lægens spørgsmål, i stedet for at komme med min egen dagsorden. Alt for at sikre et frugtbart samarbejde forstås.

Jeg tror vi er mange , der mere eller mindre bevidst gør os umage for at være samarbejdsvillige og i det ikke får talt helt ud af posen, når vi møder en behandler.

MEN..

Vi taber en MASSE på gulvet , hvis det er sådan en rolle, vi lader os reducere til som patienter.

Vi bliver nødt til at insistere på at blive set på som hele mennesker. Det er os, der er eksperter i at leve med de symptomer vi har. Og os ,der skal kommunikere, hvad vi egentlig har brug for. Og behandleren skal sgu lytte!

Og det kræver noget af os som patienter.

Så inden du opsøger (endnu en?) behandler, så tag dig gerne tid til at tænke over de spørgsmål, jeg har skrevet ned her.

Hvordan har DU brug for at blive mødt.

Hvad skal der til, for at du kan have tillid til en behandler? Hvad har virket før og hvad har SLET ikke virket?

Hvad er det, DU gerne vil havde hjælp til? ja de fleste svarer færre symptomer , men hvad ellers?

Drømmer du om at kunne mere? (Hvad?)

Drømmer du om forstå dine symptomer?

Om at have teknikker til at mestre dem, når de er slemme?

Om at sove bedre?

Om at kunne undgå dem?

Om at de får en en anden plads i dit liv?

Om at kunne holde ud at leve med dem?

Eller er det noget helt andet i forbindelse med at leve med dine symptomer, som du har brug for hjælp til?

Hvad bringer DU til samarbejdet? – Hvilke vigtige erfaringer omkring det at LEVE med dine symptomer er nødvendige at dele med din behandler?

Og hvilke vigtige erfaringer omkring at VÆRE i behandling, kan være vigtige at dele med en ny behandler?

Sidder du lige nu Og tænker jøsses….!!! jeg har det ad helvedes til , jeg kan overhovedet ikke overskue at forholde mig til de spørgsmål og jeg har ”bare ”brug for en, der tager lidt pres af mine skuldre , så er det jo en afsindig vigtig besked at give til din behandler. Så er der jo en klar linje i dine behov og behandleren ved, hvordan du har brug for at blive mødt. – I sparer fx en masse tid, hvor du får 17 uoverskuelige øvelser med hjem, som du så skal have dårlig samvittighed over ikke at få lavet.

Husk det er dig, der er eksperten og det er dig, der lige nu har det lod, det er at leve med det her. Så, selvfølgelig er det også dig, der har taktstokken i forhold til at prioritere, hvad der er vigtigt for dig.

Og så er det ekspertens opgave at LYTTE og sige til og fra ift. hvad der er realistisk i forhold til de værktøjer han eller hun nu har.

Og måske udfordre dig lidt til at udvide horisonten( nogle gange kan de jo ting og sager) , når tilliden er opbygget eller du forhåbentlig har fået det lidt bedre.

Og kære du – det er er SLET dit ansvar alene. Egentlig ligger en stor del af ansvaret på behandleren. For Os der er behandlere skal turde lytte.

Men det er din RET at blive hørt.

Det her er jo ikke raketvidenskab, men i løbet af de sidste 10 år er det faktisk principper, der har vundet indpas både i psykiatrien og når det gælder behandling af mennesker med kroniske smerter – og nogen, som man ser giver banebrydende resultater. Nok fordi vi alle har et dybt og grundlæggende behov for at blive mødt som et menneske og ikke som en sygdom.

Du kan læse/Lytte mere her: