Føler du dig alene?

Kan du genkende følelsen af at være alene?

Fordi det, du går med ofte er usynligt?

Fordi det er svært, sårbart og omstændigt at forklare og fordi det så let kan misforstås

Fordi kroppen sætter begrænsninger i forhold til af være social

Fordi du mangler ord

Fordi ingen kan fatte omfanget af at have det, som du har det lige nu

Fordi selv de kærligste mennesker ikke kan fatte, hvordan det er at være dig eller fordi stemningen bliver akavet, hvis du virkelig åbner op for posen

Fordi du måske bærer oplevelser, hvor læger og andre ikke har troet på dig

Fordi du føler, du skal stå med hele opgaven omkring at få det bedre, selv

Fordi du, når du er sammen med andre ofte trænger til en pause fra din symptomer og derfor ikke deler dem

Så er det her til dig

En af de ting, der overraskede mig, da jeg blev syg, var den overvældende følelse af at være alene. På alle planer egentlig. For selv om jeg er velsignet med de kærligste mennesker, så var der noget jeg ikke forklare og noget de ikke kunne hjælpe mig med.

Følelse af isolation blev forstærket af at der var corona. Jeg passede ungerne derhjemme, min kæreste knoklede på hospitalet, vi havde to forskellige verdener. Menneskeligt nærvær var potentielt farligt.

Undervejs tilbød min kraniosakralterapiuddannelse et onlinekursus i selvomsorg. Jeg havde det virkelig fysisk dårligt på det her tidspunkt og slog til. En af delene i kurset var en form for guidet drømmerejse. Den indeholdt forskellige trin og på nederste trin blev vi guidet til at gå ned af en trappe og ind i et rum hvor vi ville finde en særlig person, der ville give os noget.

På min rejse kom jeg ned i en mørk og fugtig krypt oplyst af blafrende stearinlys. Jeg kikkede rundt, men der var INGEN. Jeg kan huske jeg tænke ”typisk, selv på en drømmerejse er jeg alene – der er ikke nogen, der står her for at hjælpe mig”

I krypten var der et lille bord og på bordet lå der en gammel bog. Jeg bladrede i den og blev forundret. Jeg forstod at bogen indeholdt menneskehedens erfaring med at være alene med lidelse.

Det gik op for mig at denne bog, havde jeg kun adgang til i ensomhed. Men det gik også op for mig at den ensomhed jeg oplevede, var noget, så mange før mig har oplevet.

Hver især tror vi, vi er helt alene og hver især deler vi oplevelsen med så mange andre.

Så mange mennesker havde gået den her sti før mig. I min alenehed opdagede jeg at det jeg oplevede var kollektivt. Jeg var ikke alene om at være alene.

Jeg kan ikke forklare det bedre end at det forandrede noget for mig.

For nylig sendte min veninde mig dette Digt, der beskriver det så præcist. Jeg håber du vil tage dig tid til at lytte til det , med håbet om at mærker et nærvær af ”vi er også andre, der også betrådt denne sti” i din alenehed.

Kærlig hilsen Cathrine