Når heling går langsomt

Når helling går langsomt, er der noget du kan gøre for at den er til at holde ud

Dette indlæg rummer en nøgle til, hvordan vi kan leve med at heling går langsomt. Men inden jeg kommer derhen, vil jeg først fortælle lidt om muligheden for quickfixes og om nogle typiske forventninger til heling.

Er quickfix en mulighed?

Vi har tendens til at forvente at heling går hurtigt. Hvis vi bare får den rigtige behandling, så får vi det også bedre hurtigt ikke? Og vi kan hurtigt komme tilbage på hesten og klare alle de ting vi plejede at klare – ikke?. 

Mit svar er “jo måske!” Nogle gange findes der quickfix. Nogle gange kommer folk til mig med noget, de har gået med længe og jeg har lige præcis det værktøj, der skal til, for at de får det bedre. Som om de fik pillet en sten ud af skoen, de alt for længe har vadet rundt med. Andre gange, så viser det sig at symptomerne skyldes noget, der kunne klares med medicin. Vi har alle hørt de her historie om mennesker, der har lidt og så ENDELIG er kommet til den rette behandler, som gav dem lige præcis det de manglede. Og mange klamrer sig til håbet om at den rigtige behandling ligger forude -hvis bare de får en scanning, blodprøver eller finder den helt rigtige behandler, som endelig så det, de andre overså. Men, har du gået med noget rigtig længe og prøvet forskellige behandlingsformer uden at det har gjort en afgørende forskel, så kan det være du må indstille dig på at slippe håbet om et quickfix. Det betyder ikke at alt håb er ude – SLET IKKE – men det kan betyde, at noget må ændres i tilgangen til dine symptomer og måske også i måden, du møder dig selv på.

Det kan føles nærmest vanvittigt at slippe det håb. Som om du svigter dig selv og drømmen om at få det bedre. Som om du giver op. Men, det er min erfaring at det at slippe jagten på quickfix, kan frisætte en hel masse energi, som faktisk kan hjælpe dig til at få det bedre.
Det er det, jeg vil skrive om her. men først lidt om, hvordan vores urealistiske forventinger til en helingsproces kan spænde ben.

Hvis du føler dig låst fuldstændig fast i din situation og svinger mellem at give totalt op og fantasere om mirakler, så er det måske på tide at få en anden form for hjælp.

Vores forventninger til, hvordan en helingsproces forløber, kan komme til at spænde ben

Jeg tror at de fleste af os har en række forventninger til, hvordan en helingsproces forløber. Vi har jo allesammen skrabet et knæ eller slået en albue da vi var brn og set hvordan den helede fint og uden bøvl. Ofte giver de forventninger os problemer. For når vores kroppe ikke lever op til vores forventninger, kan vi komme til at tænke at der må være noget alvorligt galt. Her kommer 3 typiske forventninger:

Forventning 1: Helingsprocesser går da hurtigt ikke?

Vi forventer ofte at vores krop hurtigt og effektivt kan fixe de gener vi døjer med. Hvad enten det er gener efter en skade, noget der er kommet snigende, eller stress.

Forventning 2: Har jeg ondt eller har det skidt, må der være noget alvorligt galt.

Vi forventer at forklaringen på, hvorfor vi har det skidt er simpel – ala – “jeg brækkede mit ben – derfor har jeg ondt”. Sådan er det selvfølgelig også nogle gange., men ofte er det mere kompliceret end som så. Lad mig lige understrege det her: Det at du har ondt,eller har det skidt, betyder ikke nødvendigvis at der er noget inde i dig, der er gået i stykker, eller som er i fare for at gå i stykker. Men dit nervesystm reagerer, som om det var tilfældet og det har det sne grunde til.

Tit kommer folk i tanke om diverse knubs og skader eller perioder med stress, når de ligger på min briks. Alle disse små og store bumb, har tilsammen medført at kroppen har sværere ved at slippe de spændinger som fysiske og psykiske bumb medfører. Symptomerne er ofte kun toppen af isbjerget. Andre gange, bliver det klart at tiden efter at symptomerne startede, har tilføjet en række knubs, som har sat som overbevisninger om at “x-y-z” er skadeligt at gøre, eller at man som person er et særligt skrøbeligt og vanskeligt tilfælde. Nogle gange kan en dybere forståelse for alt det du og din krop har klaret, være et vigtigt skridt til at møde dig selv med lidt mere nænsomhed og tålmodighed. Og en forståelse for, hvorfor dit nervesystem får din krop til at spænde op, for at passe på dig.

Forventing 3: Under en helingsproces skal vi få det bedre hele tiden, ellers er der noget galt

Den her forventning prøver jeg at punktere , hver gang jeg møder et menneske, der er i en helingsproces. Du kan ikke undgå at opleve at dine symptomer i perioder flammer op på vejen til at få det bedre. Nogle gange er det tegn på at du har overskredet den grænse, din krop har lige nu. Andre gange er det dit nervesystem, som er utrygt eller stresset og så er vejen ikke at undgå, men at imødekomme og have omsorg for dit nervesystem.

Jeg gætter på, at du som læser dette, oplever at din krop ikke har levet op til de helingsforventninger du har. Nu vil jeg dele mine tanker om, hvad vi kan gøre, når helingsprocessen IKKE går som vi forventede.

Når helingsprocessen IKKE går, som vi forventer.

Mange der kommer til mig har gået og kæmpet med noget på egen hånd længe og nu kan de ikke gabe over mere ubehag længere. 
Andre har været forbi flere forskellige behandlere først, før de kommer til mig. Deres vej til heling har allerede været lang.

Når noget ikke bare går over af sig selv, eller med hjælp fra diverse dygtige behandlere, er det nødvendigt at udvide linsen for, hvad der ligger til grund for symptomerne og hvad det vil sige at være i en helingsproces.

Min erfaring med heling der går langsomt er, at folks fysiske tilstand kan skyldes en helt masse forskellige ting, der til sammen har sat deres krop under pres. Det kan være en blanding af fysiske og psykiske knubs og ofte bliver folk overraskede over at gamle oplevelser stadig har indflydelse på, hvordan de har det nu. Derfor kan vejen til heling også være fyldt med underlige sideveje og med momenter, hvor alt virker mudret og uigennemskueligt. Til gengæld kan mudderet og sidevejene være der, hvor du finder problemets rod og noget for alvor letter og løsner sig i dig. Ikke kun fysisk, men også psykisk.

Nogle gange er langsomme helingsprocesser simpelthen langsomme, fordi der er mange vigtige ting, du skal have med på vejen. Det faktum gør det ikke nødvendigvis mere tåleligt at have det skidt, men muligvis oplever du en dyb læring med noget at det, du finder på vejen til at få det bedre. Noget, der forandrer dig på en måde, du slet ikke havde regnet med

Betyder det så bare at vi skal acceptere at stå fast i mudder i en uendelighed

Nej – slet ikke. Når jeg har forløb, så forventer jeg af behandlingen at der sker en forandring- ellers vil jeg sende min klient hen til en, der kan noget andet. Men, nogle gange er forandringerne mindre eller anderledes end vi forventer.

Ofte er der fremgang, uden vi opdager det

Det kan tage tid at se en indstat give pote

Måske genkender du det her: ” Jeg har passet mine øvelser og min behandling, taget mine pauser, spist x,y,z og jeg har stadigvæk pisse ringe” Det er jo SÅ frustrerende, når det der sådan og det er det en gang imellem. Når folk fortæller mig det her, må vi sammen på detektiv arbejde. Ofte ( ikke altid) skyldes det at de faktisk har fået det bedre og derfor har lavet mere end de plejer og har kørt mere hårdt på. Andre gange er det noget i omgivelserne , der presser dem, så deres nervesystem er på overarbejde. Noget som de tidligere har kunnet kapere, men som deres nervesystem nu reagerer kraftigt på. Og deres fokus på at de – NU FOR FANDEN! – skal kunne klare alt det, de kunne kunne før, gør at de ikke ser de små sejre, de har opnået. Elefant -indsatser, der kan føles som museskridt.

Når vi har det skidt, er vi så fikserede på målet (at kunne det vi kunne før) at de der museskridt derhen, virker helt ubetydelige.
Men museskridt er ikke ubetydelige, de udgør vejen.

Derfor kan det virke som om det tager laaang tid, før din indsats giver pote, selvom den faktisk giver en smule pote hele tiden.

En af nøglerne til heling er igen og igen at lære at forvalte de ting , du kan lige nu og her uden at brænde ud, fordi du vil mere. At turde fortsætte med at afprøve grænserne for din formåen og have omsorg for at dit nervesystem måske reagerer kraftigt i sin iver efter at passe på dig. Et vigtigt og sindssygt svært skridt i den proces er at acceptere, hvor du og krop er lige nu. For så kan du simpelthen bedre møde den, hvor den er og støtte den på rejsen.

Jeg ved det godt. Det er lettere sagt end gjort. Hvordan f…. gør man det til at holde ud, når heling tager lang tid. og hvordan accepterer man at man har det så meget dårligere, end man vil finde sig i. Det vil jeg komme med mit bud på nu.

Hvordan gør man det tåleligt, når heling går langsomt.

Det kan være virkelig råt at skulle acceptere at heling går langsomt. At det, der fylder og gør dit liv ubehageligt og gør at du føler du ikke slår til, måske bliver hos dig længe. Måske har du allerede accepteret det. Måske er du midt i den proces lige nu og så må den godt få plads, så du kan sørge og rase over den kendsgerning.

At erkende at du har haft det skidt længe og ikke kan holde det ud længere – og at det (måske) bliver ved at være sådan i lang tid, er en virkelig vigtig erkendelse. 

For paradoksalt kan der også være en lettelse og et vigtigt helingsskridt i den erkendelse

En lettelse fordi det ikke er dig (og din indsats), der noget galt med – du er “bare” rendt ind i en virkelig stor opgave.

Et vigtigt helingsskridt fordi du, i den erkendelse måske bliver ramt af ” det er sgu alvor det her” og får vækket noget ” nu skal der ske noget!!!”

Næste trin er at stille dig selv følgende spørgsmål:

“Hvis jeg skal have det sådan her en rum tid endnu – hvad bliver jeg så nødt til at ændre på, for at kunne holde det ud?

Min påstand er at et vigtigt skridt til din heling ligger i det svar. Vi kan have tendens til at fortsætte med at leve som vi plejer, til vi har blodsmag i munden, fordi vi bilder os ind at lidelsen er ovre lige om lidt. Og den biden tænderne sammen, kan stå i vejen for vores heling. Det er svært for kroppen at hele, hvis vi konstant hænger i neglene og nærmest kun overlever.

SÅ! Hvad skal der til for at du, som du har det lige nu, kan leve frem for at overleve?

Lov mig at tage svaret alvorligt. For svaret rummer et virkelig vigtigt skridt på vejen, mod at have det bedre.

Du kan læse om tilbagefald og om helingsrejsens bakker og dale ved at trykke her

Kærlig hilsen Cathrine