Når livet kommer i vejen for helingsforløb

Kender du det her? – Når livet kommer i vejen for helingsforløb

Du har været nede og bide i græsset. Det kan være med en skade, med smerter, med stress eller sygdom. Nu har du har skridt for skridt fundet en måde, hvor du kan fungere igen. Måske er der nogle bestemte øvelser, der virker. Måske har du fundet måder, hvor du kan få et pusterum, der simpelthen gør dig så godt.

Måske nåede du bare liiige at øjne lys for enden af tunnelen. Drømmen og håbet om at det kunne blive bedre, var pludselig til at tro på. Måske nåede du endda lidt længere i processen – følte du var ved at bygge noget godt og langtidsholdbart op –

og – bang – så sker det – livet kommer i vejen –

Noget kræver igen at du tager superheltekappen på og bruger de der superkræfter, du egentlig godt ved du ikke har –

ud i krig igen! Hvad end det gælder en uendelig stime af syge børn, høje krav på jobbet, folk du elsker, du må tage dig af, – ja – hvad som helst!

Det kan føles som om alt det gode, du lige havde opbygget totalt forsvinder i slipstrømmen. Der er sgu ikke tid til selvomsorg, når man er i krig.

De få pusterum der er, bruges ikke nødvendigvis på at lave sund og nærende mad til sig selv, meditere, træne, prioritere at gå tidligt i seng og alle de der gode ting man ”burde”eller har fået erfaring for der virker.

Altså personligt så bruges de få pusterum jeg har, når livet ” kommer i vejen” til at stene på facebook, imens jeg æder slik. Jeg ved godt, jeg burde gå i seng. – Samtidig slår jeg mig selv i hovedet med at jeg ikke er mere disciplineret. Jeg ved at jeg sikkert får ondt i knolden af søvnmangel i morgen og at det i øvrigt er min egen skyld. Næsten alt jeg det, jeg ved der virker, til ligesom at holde en form for sund balance i min tilværelse, skylles ud med badevandet. For – det kan fandme også være lige meget, når det nu alligevel ikke kan gøres ordentligt.

Kender du det? Så er du slet ikke alene

Når livet kommer i vejen

Når jeg har forløb med folk, så kommer livet i vejen hele tiden. Nogle gange gør det at de har længere pauser fra behandlingen, fordi livet kræver dem et andet sted. Andre gange giver det tilbagefald, fordi de har været tvunget til at bruge kræfter, de ikke havde.

Jeg tror simpelthen ikke det kan undgås. Livet er fyldt af perioder, hvor vi virkelig bliver prøvet. Jeg tror der findes en nøgle til ikke kun at overleve, men faktisk også at leve, imens livet kræver os. Den vil jeg dele med dig nu.

Når livet går i ring.

Som jeg før har skrevet i indlægget “om tilbagefald”( tryk her for at læse mere) så kan et helingsforløb tegnet som en spiral. Hver gang du tager en runde i spiralen og igen møder en krise, er der måske noget nyt fra ”samle kræfter perioden” du har lært og kan tage med.

Der er et andet vigtigt aspekt i at livet går i ring. En nuværende krise kan minde vores krop om tidligere kriser. Kriser der krævede alt af os og og væltede os totalt. Panikken, tankerne og følelserne fra dengang, kan overvælde os og gøre at vi ikke kan se klart. Når noget nuværende minder os om fortiden, kan vi ikke altid skelne mellem fortid og nutid. Det bliver svært at handle rationelt og diverse symptomer buldrer derudaf.

Et eksempel fra mit eget liv

Lad mig give dig et eksempel. For noget tid siden skulle min kæreste have et forskningsophold, der krævede han var væk 4 dage om ugen i en hel måned. Hele mit system gik i baglås. Min krop huskede, hvor vanvittigt hårdt det havde været sidst( en pærevælling af coronanedlukning, coronaefterveer, alvorlig sygdom osv.) Jeg magtede ikke endnu en superhelteperiode.

Jeg gennemskuede ikke lige med det samme at det var det der skete. Jeg gik i stedet og var verdens mest umulige kæreste, indtil det pludselig slog mig.

Jeg var skide bange for at jeg ikke kunne løfte opgaven. Jeg var bange for at få det rigtig skidt igen og at skulle starte forfra med uendelig langsomt at hive mig selv op.

Så kom der et ord til mig.

Ordet var nænsomhed. Ok, jeg var bange! Ok det her var en stor mundfuld! Ok jeg blev muligvis presset over evne, men ku jeg være i det med en nænsomhed og forståelse for at det var det, jeg stod i. Og slippe kravene til, hvor perfekt alle tingene skulle løses.

Nænsomhed, når livet kommer i vejen

Pyhh – bare det perspektiv gjorde det lettere at trække vejret.

Jeg gjorde det til en opgave at lade nænsomhed overfor mig selv, være overskriften på den næste måned. Jeg besluttede at ungerne kun kom til deres fritidsaktiviteter, hvis jeg kunne overskue det. At rengøring og tøjvask måtte skubbes til weekenden, hvis jeg ikke havde kræfter til det i hverdagen. Noget ændrede sig. Pludselig kom de ting, jeg kunne gøre for at lade batterier op, ud fra en omsorg for mig selv og ikke fra en: ” det her er endnu et område, hvor du skal præstere og kun kan fejle” – Timerne på skærm med slik blev noget jeg valgte at gøre, fordi jeg havde brug for det. Og noget ændrede sig endnu mere. Mine unger slappede af, fordi jeg slappede af. Det meste af tiden var det faktisk ret hyggeligt. Og for første gang siden jeg fik konstateret min tumor, fik jeg ikke et tilbagefald af at være alene med mine børn. 

Hvis du nu sidder og tænker – ej hvor lyder det let og hvorfor er det så svært for mig. Lad mig lige uddybe. Jeg har haft utallige tilbagefald( ture i spiralen om man vil) og fået masser af fuldstændig uundværlig professionel hjælp og støtte fra mine omgivelser. Hvis du blot kan tage en lille mestringserfaring med fra din sidste tur i spiralen til den næste, så er du langt.

Hvis ordet nænsomhed er brugbart i din tilværelse, så er det hermed givet videre til dig.

Jeg ønsker dig at du får mulighed for at stoppe op og mærke efter, hvordan du kan liste lidt nænsomhed overfor dig selv, ind under superheltekappen.

Har du brug for inspiration til, hvordan du kan få ro og lade op, så klik HER

Kærlig hilsen Cathrine